Jeg hedder Nanna Vedel-Hertz, jeg er 24 år og læser historie og kultur- og sprogmødestudier på Roskilde Universitets Internationale Humanistiske Bachelor.
Jeg er vokset op i en lille by i Nordsjælland. Alle kender alle, og mine forældres venner er forældre til mine venner. Jeg har altid elsket det. Trygheden og det velkendte.
Alligevel var jeg ikke i tvivl. En dag skulle jeg flytte til København. Flytte ind til larmen, ukendtheden, lyskrydsene og asfalten. Og når den dag kom, når jeg stod med nøglerne til min egen lejlighed i hånden, så vidste jeg, at jeg ville være blevet voksen.
Inden jeg gjorde det, nåede jeg at bo i Canada i et halvt år. Jeg boede med 27 andre unge i en kæmpe stor villa. Jeg har også boet et halvt år på højskole i Testrup med to søde roommates på et lille bitte værelse. Et eller andet sted der i mellem, fandt jeg ud af, at jeg elsker at bo med andre.
Nu er den dag, hvor jeg officielt og i mit eget hoved blev voksen, kommet og gået. Nogle gange føler jeg mig voksen. Andre gange langt, langt fra.
Men lige meget, hvor voksen jeg er blevet, så har jeg på ingen måde været forberedt på det kaos, der mødte mig i form af Københavns boligmarked.
Jeg har efterhånden været hele spektret igennem.
Jeg har været desperat og manisk, tjekket boligsider til klokken 2 om natten. Jeg har tænkt, at jeg da sagtens kunne leve med, at 3 mennesker, jeg ikke kendte, skulle gå i bad på mit soveværelse. Jeg har skrevet lange beskeder om mig selv og ikke hørt et ord fra en eneste. Jeg har overvejet alle muligheder.
Det gav til sidst pote. Jeg fik en lejlighed gennem Borgervennen af 1788, en organisation min farmors veninde havde meldt mig ind i, da jeg blev født.
Pludselig var jeg en af de velsignede, der kendte en der kendte en.
Men huslejen og min SU udligner hinanden, så jeg har ret hurtigt lært at leve på et meget stramt budget. Som det voksne menneske, jeg nu er, står jeg ofte i situationen, hvor jeg seriøst overvejer, om jeg har mest lyst til at købe peberfrugterne til 12 kroner eller gulerødderne til ni.
Derfor har jeg sagt min lejlighed op, og i midt juni står jeg igen uden tag over hovedet – meeen, hvis alt går som det skal, kender jeg endnu engang en, der kender en. Nu må vi se, hvordan det hele flasker sig.
Under alle omstændigheder har jeg i løbet af det sidste halvandet år lært at man i den grad må gå på kompromis, hvis man vil finde en lejlighed. Jeg har brugt utroligt meget energi, tid og hjernekraft på at forsøge at finde hoved og hale i boligmarkedet i København. Det vil jeg gerne, om muligt, gøre en lille smule mindre anstrengende for de næste i min situation.
