Vi lyder vildt rige, haha!

De beder mig om at kalde dem Kongen og Falken, men i virkeligheden hedder de Peter og Christian, er 22 år og bor sammen i en 4-værelses andelslejlighed de har lejet sig ind i. Lejligheden ligger i Charlottenlund og er altså et godt stykke længere væk fra centrum København, end hvad de fleste af os er villige til at kigge på.

Mens den indforståede humor flyver rundt i luften tager jeg en snak med dem om, hvordan det i virkeligheden er at bo med en anden – og at bo uden for byen.

Hvordan bor I? 
Peter: Det er bare os to, der bor i en 4-værelses lejlighed. Den er faktisk rigtig lækker, med stort køkken og så har vi to stuer – vi har været heldige.
Christian: Ja! Vi har også egen gårdhave. Vi lyder vildt rige, haha!

Nanna: Hvorfor valgte I at flytte sammen?
Peter: For mig var det mest for at have en at være sammen med. Men også at man har muligheden for at dele udgifterne.
Christian: Ja, helt sikkert. Det er jo en kæmpe stor lejlighed og billig, når man er to.
Peter: Derudover er det selvfølgelig også fordi vi godt kan lide hinanden og fungerer godt sammen. Vi har en del fælles interesser, og kan for eksempel rigtig godt lide at lave mad begge to – og gør det næsten altid sammen.
Christian Ja, og så har vi det bare skægt sammen.
Peter: Ja, jeg er jo verdens sjoveste mand, og Christian er verdens næst sjoveste.
Christian: Ja, det kan jeg godt leve med. 

Deler i mad, udgifter og alt sådan noget?
Christian: Ja det gør vi, vi deler faktisk alle udgifter og spiser altid sammen, når vi begge to er hjemme
Peter: Ja. Jeg skylder dig for resten penge dude.
Christian: Du mobilepay’er bare. Vi elsker alt med hvidløgsdressing, vi har et stort overforbrug af hvidløgsdressing.

Når det kommer til det med at gøre rent, hvordan fungerer det så?
Christian: Det fungerer okay. Det er altid mig, der starter med at gøre rent og så følger Peter bare med.
Peter: Det er rigtigt nok – jeg er rigtig dårlig til at gøre sådan noget selv, så det er godt at have en bofælle der siger ”nu gør vi det.”
Christian: For mig er det vigtigt at lejligheden er rigtig ren. Vi har lidt forskellige rengørings standarder.
Peter: I starten var der lidt forskellige ting vi skulle finde ud af.
Christian: Ja, som for eksempel hvordan man rydder op efter sig når man har barberet sig, Peter.

IMG_1907

Drengene har hældt nye øl i glassene, det er tydeligt at de nyder at bo sammen. De har skullet tilpasse sig hinandens gode og dårlige vaner, og lyder næsten som et gammelt ægtepar.

Hvor meget tid bruger I sammen?
Christian: Ret meget, jeg hader at være alene hjemme, jeg keder mig altid.
Peter: Det ved jeg ikke, vi bruger vel al vores tid sammen. Vi gør faktisk det meste sammen.

Hvad skal man tænke over inden man flytter i bofællesskab?
Peter: Om man ”kan” med den, man flytter sammen med, og om man har det godt sammen. Der er meget man tager med i pakken når man flytter sammen. Alle er jo forskellige, og har deres dårlige vaner. Så man skal ligesom være klar på at arbejde sig igennem dem.
Christian: Ja, men også om den anden har en økonomi der hænger sammen – Ellers kan man jo risikere lige pludselig at stå helt alene med huslejen.
Peter: Helt klart. Og så skal man vide hvad man går ind til. Er det som os et bofællesskab, hvor man er sammen hele tiden. Eller bliver det faktisk til, at alle har så travlt, at man alligevel aldrig mødes.
Christian: Ja, man kan jo sagtens ende op med at det slet ikke fungerer.

Der er jo nogen bofællesskaber hvor man egentlig bare deler adresse.
Peter: Det er der, men hvis det var blevet det vi endte med, så er jeg ikke sikker på at jeg ville bo i bofællesskab.
Christian: Nej for mig er det lige så stor en del, at det fungerer så godt mellem os. Det er jo altid et sats.
Peter: Man ved jo aldrig, selvom man er vildt gode venner inden man flytter sammen, er det jo ikke ens betydende med at det bliver lige så godt når man skal være sammen om alt.
Christian: Nej vi har vist været heldige.

Hvad ville I sige til folk, der leder efter et sted at bo?
Christian: Søg uden for byen!
Peter: Ja! Det er rigtig rart.
Christian: Det vigtigste er jo bare, at man bor tæt på en station, så det er hurtigt at komme til indre by, for så er det altså fedt at bo herude.
Peter: Ja, her er dejligt stille og det er lettere at få god plads, og en husleje der kan betales.

About Nanna Vedel-Hertz

Jeg hedder Nanna Vedel-Hertz, er 23 år gammel og læser historie og Kultur- og sprogmødestudier på Roskilde universitet. Lige nu bor jeg i Ordrup i en 4-værelses lejlighed, med to fyre; min bedste ven og min kæreste.

3 thoughts on “Vi lyder vildt rige, haha!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *