Hvor vil du bo?

Find out what floats your boat

Da jeg flyttede hjemmefra var det efter to sabbatår, hvor jeg havde boet sammen med utroligt mange mennesker – hele tiden.

Jeg havde boet i Canada og arbejdet som skiinstruktør. Vi boede i en kæmpe villa, 27 unge mennesker sammen. Alle delte værelser, og det var et stort kaos. Køkkenet var altid grundlæggende ulækkert. Var der ikke nogen, der lavede mad, var der nogen, der var ved at drikke sig fulde. Der lugtede af alkohol i hele huset, og bare det at finde sin anden sko i gangen kunne tage en halv time. Men jeg elskede hvert sekund. Og det burde nok have fået mig til at indse to meget vigtige ting:

1. Jeg ELSKER at bo sammen med mange mennesker. Bare det, at der altid er nogle at snakke med.

2. Og når jeg skal være helt ærlig, har jeg INTET i mod rod eller ulækre køkkener. Med mindre alle gryderne er beskidte, og jeg er sulten. Eller nogen (eftersigende) har tisset på køkkenskabet.
Det kan godt tage et stykke tid at finde ud af med sig selv, hvordan man vil bo. Men det er bedre at være ærlig, end at kaste sig ud i noget man ikke kan holde ud i længden.
Det kan være ekstremt svært at finde ud af, hvad man reelt vil, men undersøg ,hvad der er af muligheder for dig – kollegier, kollektiv, at bo selv, bofællesskab osv. Vi vil senerehen lave en serie, hvor vi snakker med folk, der bor de forskellige steder – og spørge dem om fordele og ulemper og ting du skal tage med i overvejelserne – så stay tuned!

Hvor?

Da jeg begyndte min boligsøgning, kendte jeg helt ærligt ikke forskel på Amager og Nørrebro. I shit you not.
Men efter at være faret vild et par gange på Nørrebro og at have kørt byen tynd i en kassevogn, alene, uden GPS eller stedssans og med sved helt ned i knæhaserne, er jeg begyndt at få en ret god ide om, hvor alting ligger i forhold til hinanden. Personligt forelskede jeg mig pladask i Nørrebro, men har boet 8 måneder på Frederiksberg. Jeg har også sværget, at jeg aldrig ville flytte ud på Amager, men er netop nu ved at underskrive lejekontrakt til et værelse på Amagerbro for det næste halve år. Så måske det bedste råd egentlig er: Find ud af, hvor du gerne vil bo – og tag så i mod lejligheder, der ligger alle andre steder. Der er ingen af os, der har råd, tid eller overskud til at være kræsne, vel?

About Nanna Vedel-Hertz

Jeg hedder Nanna Vedel-Hertz, er 23 år gammel og læser historie og Kultur- og sprogmødestudier på Roskilde universitet. Lige nu bor jeg i Ordrup i en 4-værelses lejlighed, med to fyre; min bedste ven og min kæreste.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *