Så er vi her igen. Endnu et år er gået. Boligbloggen er fyldt to år, og vi har efterhånden udgivet 66 blogindlæg om alt det, der forvirrer os og andre omkring boligsøgning som ung i København.
Theis og Nanna siger tak for denne gang – men det er ikke farvel til boligbloggen
Så hvad skal der nu ske? tænker du måske.
Jo det skal jeg fortælle dig, Theis og jeg rykker videre, og der vil ikke længere blive produceret indhold til boligbloggen.
Åh nej! Hvor skal jeg så finde al min viden om boligsøgning?
For tvivl ej! Vi lader boligbloggen forblive tilgængelig.
Det er ikke fordi, der ikke længere er behov for bloggen, det ved vi godt. Men for nu, så føler vi faktisk, at vi har fået skabt en rigtig god pose af guides til boligmarkedet. Så den håber vi, at du stadig vil benytte dig af!
Men hvad skal I så?
Det er jo noget af det fantastiske ved at være ung og på vej ud i livet – vi skal videre, begge to. Med ting som vi ikke kan vente med at komme i gang med. Theis skal starte på to store nye kapitler i livet og prøve livet af på havet. Jeg skal videre først til Århus og så til Swansea for at læse min kandidat.
Vi er blevet så meget klogere
Men det er nu også temmelig melankolsk at skulle sige farvel til den oplevelse, det har været at skabe boligbloggen. Vi er begge to blevet ufattelig meget klogere på boligmarkedet, og på hvordan man kan videreformidler viden, der ellers kan være temmelig tør og kedelig.
Hvad er det vigtigste I har lært om boligmarkedet?
Umiddelbart er det vigtigste vi har lært, at du simpelthen er nødt til at prøve alle udveje (ikke nogen stor overraskelse der, det ved vi godt!). Facebook, findbolig.nu, kollegiernes kontor, dit, dine forældres og din tantes netværk, alle foreninger du tænkeligt er medlem af. Prøv det hele. Hele molevitten – det er den eneste vej frem!
Det er dog også vigtigt at sige, at vi samtidig også har fået bekræftiget at der er et kæmpe problem! Det er ikke bare os unge, der er forkælede og sætter urimelige krav til de boliger, vi gerne vil have.
Der er noget om sagen, og det bør politikerne sætte meget højere på deres dagsorden. For det kan ikke passe, at der skal være flere studerende, der er nødsaget til at bruge deres første måneder af studiet på at sove på sofaer rundt omkring, eller i universiteternes kældere – som Theis ellers måtte.
Det er ikke fair overfor os som studerende, og påvirker i høj grad, hvad der ellers skulle være nogle af de bedste måneder af vores liv.
Så hermed vores sidste store opråb: Gør noget ved det urimelige og umulige boligmarked kære politikere!
Og dermed siger vi, Theis og Nanna, tak for denne gang.
Tak for den lærerige oplevelse, og tak for at tage godt imod os.
Vi håber at I alle sammen meget snart kommer til at svømme i fantastiske boligtilbud med en husleje på 1.800 om måneden!