Forældrevenlig boligjagt: Gør din mor glad

Forældrevenlig

Tillykke, du er kommet ind på et studie, og du skal derfor til at flytte fra reden. Men din mor gør, hvad mødre altid gør: Hun bekymrer sig. Måske kommer der endda svadaer som disse: “Hvorfor kigger du ikke på den her hjemmeside, lille Linus?”, “Skal jeg ikke lige spørge Faster Olga, om hun har et ekstra værelse?” eller “Laura nede i nr. 9 er allerede flyttet”?

Selvfølgelig har du kigget på den hjemmeside, ingen kan bo i 70-årige Olgas kosteskab, og godt for Laura, hvis forældre har købt hende en stor lejlighed på Østerbro. Mødre vil det bedste for dig, men det er ikke altid, deres bekymringer hjælper alverden. Derfor har vi lavet en forældrevenlig guide til dig, der vil give din forældre ro i sjælen på et kvarter, og sætter dig i stand til at bruge deres hjælp bedst muligt.

1) Sæt forældrevenlige målsætninger

Et nyt sted at bo er et vidt begreb. Personligt har jeg boet så forskelligt som i en kælder, i et pulterkammer og i et villakollektiv. Både for din og dine forældres skyld, kan det være en god idé at finde ud af, hvad man leder efter, når man er på boligjagt.

Skal det være en etagelejlighed eller rækkehus? Vil du bo alene eller sammen med andre? Hvor lille kan dit værelse være? Vil du have dit eget badeværelse? Hvad med køkkenet? Skal det være flot og stort eller lille og beskedent? Skal der være en stue? Hvad kan huslejen være på? Sådan spørgsmål er perfekte til at hjælpe dig i din boligjagt.

En beskrivelse af den bolig, man søger, vil hjælpe dine forældre til hurtigere at sortere i mulige og umulige tilbud, de kommer forbi. Lav derfor en forældrevenlig beskrivelse, som de kan bruge: “Jeg søger et værelse på minimum 15 kvm, jeg vil gerne bo sammen med andre, både drenge og piger, bare så længe de er jævnaldrende. Der skal være et hyggeligt køkken og en stue. Det skal ligge mindre end en times transport fra universitetet. Jeg har råd til at give 4000/mrd.Den beskrivelse tager 2 min.

2) Brug din forældres netværk

Dine forældre har levet et længere liv end dig, og har derfor også et større netværk. Det skal du bruge! Dine forældre vil blive glade, og du kan hurtigere finde en bolig på den måde. Forklar dine forældre, at de gerne må spørge deres venner og bekendte, om de kender nogen eller noget med en bolig til dig, og det er på den måde, de kan hjælpe dig. Giv dem dine målsætninger og lav et hurtigt billede i Paint, de kan dele på Facebook og i mails. Det skal være et pænt billede af dig og en kort beskrivelse af, hvad du søger. Så kan dine forældre dele løs, og du kan styre, hvad de deler – smart og forældrevenlig! Det billede tager 10 min.

3) Tag dine forældre med ud at se din næste bolig

Det sidste du skal gøre er at snakke med dem om, hvad der skal ske, når du så finder en bolig. Forældre er gode til at hjælpe med at flytte, men vigtigere endnu, så har dine forældre flyttet før. De kender mange af faldgruberne og kan hurtigt spotte fejl og mangler. Brug det! Aftal med dem, at når du skal kigge på en bolig, kommer de med. Beslutningen om at tage boligen eller ej er din, men dine forældre kan komme med for at tjekke, at alt er, som udlejer eller sælger siger, det er. De kan komme med som en slags second opinion eller bisidder. Og en slags er altid rart at have med sig. Den samtale tager 3 minutter.

På den måde kan du søge bolig forældrevenligt. Dine forældre vil gerne inddrages. Det er op til dig at sætte grænser og retning for den inddragelse.

About Theis Eizo Bedsted

Ens liv bliver defineret af de steder, man bor. Jeg er 24 år gammel og elsker små historier om bolig og livet. Skriv gerne, hvis du har noget på hjerte, eller du har brug for en kop kaffe.

One thought on “Forældrevenlig boligjagt: Gør din mor glad

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *