Boligpolitikkeren Astrid: “Alle skal bo lige så nice som mig”

boligpolitikeren

“Det vigtigste er, at vi beslutter at gøre noget”. Så enkelt er Astrid Allers syn på boligpolitikken i København. Astrid, 22 år, bor på Egmont Kollegiet, og hun har inviteret mig til fællesspisning med hendes gang. Menuen er vegetarisk Shepherds Pie med ost en masse. Vi er omkring femten mennesker, en herlig forsamling af unge studerende, der sidder og smasker os. Men det er boligpolitikeren Astrid, jeg skal jeg snakke med, for hun stiller op i valget til Københavns Borgerrepræsentation til november for SF.

Boliger til københavnerne

For Astrid er spørgsmålet om manglende boliger i København til københavnerne helt grundlæggende. “Det giver ikke mening at snakke om parker, søer og ungdomsklubber, hvis folk ikke har et sted at bo” siger Astrid over en efterfølgende kop the på hendes og kærestens værelse. De bor på 20m2 i stuen, og selvom det ikke er alverden, virker værelset rummeligt og hyggeligt. Jeg spørger ind til, hvad hun vil kæmpe for, hvis hun bliver valgt ind.

“Alle skal bo lige så nice som mig” siger hun promte og resolut. “Der er enorme problemer i København på boligområdet. Der bliver simpelthen ikke bygget nok boliger, som almindelige københavnere kan bo i. Over 10% af alle boliger bygget efter 2005 står uden beboere i folkeregisteret. Det er virkelig mange tomme boliger!” fortæller Astrid og lægger op til, at hun gerne vil finde en løsning.

Hvilken løsning kommer i anden række. “Det vigtigste er, at vi beslutter at gøre noget” gentager hun, og understreger, at dem, hun har været i debat med, gerne snakker om boligmanglen, men sjældent har viljen til at gøre noget nyt. “Selvfølgelig skal alle ikke bo på samme måde som mig, men vi skal sørge for mange forskellige boformer”.

Fællesskaber er løsningen

Løsninger har Astrid mange af. “Det drejer sig om at bygge fællesskaber” siger hun og peger på fejlslagne betonprojekter, hvor bygninger er bygget for hurtigt og uden tanke for dem, der skal flytte ind. Astrid fortsætter: “Vi skal bygge flere boliger. Og rigeligt af dem. Men jeg vil en aktiv, social omflytning. Hvis man bygger nye kollegier, kan man fx  “hyre” erfaring ind. Altså enten nedsætte huslejen eller give en løn til personer, der tidligere har boet på kollegier. De kan være med til at kickstarte det sociale liv i området”.

Vi snakker videre om, at samme idé kan bruges i alle boligmæssige sammenhænge: hvordan sociale regler, såsom ugentlig fællesspisning, også kan være en af kriterierne for at flytte ind, og hvordan ekspertviden om at bo i bolig også findes blandt andre beboere. “Personlig vil jeg kun bo med folk, jeg spiser aftensmad med” slutter Astrid, og vi sætter thekanden på plads i fælleskøkkenet.

Det sidste kan jeg kun tilslutte mig. De værste steder, jeg har boet, har også været steder, hvor fællesspisning var et no-go. Man kommer hinanden ved, og det reducerer konflikt og dårlig stemning, tænker jeg. Uanset hvordan det går med Astrids kandidatur, så håber jeg hun i hvert fald er med til at skubbe til debatten og sætte boligpolitik først på dagsordenen.

Boligpolitikeren Astrids tre forslag

Til allersidst spørger jeg Astrid, hvilke tre ting, hun vil ændre, hvis hun kommer ind i Borgerrepræsentationen. Det var hun ikke forberedt på, og efter lidt tænketid kommer hun frem til følgende liste:

  1. Udvide bopælspligten, så folk er tvunget til rent faktisk at bo i deres boliger i København
  2. Byg 10.000 nye, studieboliger hurtigst muligt
  3. Og i yderste konskvens rykke universitetet ud af byen, hvis man ikke kan blive enige om at bygge nok nye studieboliger

About Theis Eizo Bedsted

Ens liv bliver defineret af de steder, man bor. Jeg er 24 år gammel og elsker små historier om bolig og livet. Skriv gerne, hvis du har noget på hjerte, eller du har brug for en kop kaffe.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *